I 1800-tallet var det slet ikke en ting
Siden covid-19 ramte Danmark i slutningen af februar i år, har et stigende antal danskere følt sig ensomme. Det gælder især unge.
Da skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser lukkede ned i foråret, var der nemlig mange der pludselig ikke fik det daglige skud socialt samvær, de var vant til.
Og her blev især unge hårdt ramt, da mange bor alene.
Andelen af unge, der føler sig ensomme, er steget fra 12 procent til 21 procent under corona-krisen.
Men faktisk er ensomhed en ret ny opfindelse i menneskehedens historie. Var du ung for 250 år siden, ville du højst sandsynligt slet ikke kende til følelsen af at savne socialt selskab – for du var konstant omgivet af andre mennesker.
Det forklarer Michael Böss, der er tidligere lektor i historie på Aarhus Universitet og som har skrevet en bog om ensomhed i den digitale tidsalder.
– Tidligere var de lokale fællesskaber en given ting. Man voksede op i en familie, der ofte var større end den er i dag – og alle onkler, tanter, fætre og kusiner boede lige om hjørnet. Fællesskabet var altså noget givet. I dag skal vi gøre noget aktivt, ellers er vi alene, siger han.
Ensomhed fandtes ikke i stenalderen
Ensomhed er derfor en ret moderne opfindelse, der er kommet i takt med industrialiseringen og med, at vi mennesker flyttede fra landet og ind til byerne.
Det meste af menneskehedens historie har ensomhed derfor slet ikke fandtes, forklarer Michael Böss.
– I jæger-samler-samfund, tror jeg ikke, der fandtes ensomhed. Du kunne nemlig slet ikke overleve alene. Blev du udstødt at gruppen, var det en dødsdom. Vi mennesker var derfor været helt afhængige af hinanden, siger han.
Hele vejen op gennem antikken med de græske bystater, romerriget og senere middelalderen var ensomhed ikke et ord, vi brugt.
‘Men i løbet af 1800-tallet skete der noget’
Ordet dukkede oftere og oftere op i litteraturen, og det hænger nok sammen med, at vi skulle vænne os til livet i storbyen.
– Da vi flytter fra de små landsbyer, hvor alle kender alle og til storbyen, bliver vi anonyme. Her er ikke det samme sammenhold – og der har mange nok oplevet en følelse af ensomhed, de slet ikke har kendt til før, siger han.
Fjernsynet gør os mere ensomme
I 1801 boede 80 procent af den danske befolkning stadig ude på landet. Allerede 100 år senere, var det tal faldet til 58 procent.
Efter 2. Verdenskrig gik det for alvor hurtigt. I 2015 var der kun 12 procent af danskerne tilbage ude på landet.
På trods af at vi boede tættere på flere mennesker, så vi mindre til hinanden. Særligt en opfindelse efter krigen er med til at holde os mere hjemme i stuerne, fortæller Michael Böss.
– Fjernsynet, der for alvor blev folkeeje i 1960’erne, gjorde, at folk brugte mere tid foran flimmerkassen og blandede sig mindre i sociale fællesskaber.
Den amerikanske forsker Robert Putnam har vist, at omkring 25 procent af den skade på sammenholdet, som lokale samfund i USA har lidt, skyldes fjernsynet.
Internettet og sociale medier har ikke gjort det bedre, mener Michael Böss, som selv har forsket i, hvordan det påvirker os.
– I det digitale samfund, hvor vi ser hinanden mere og mere via skærme – eller måske slet ikke ser hinanden – der forstærker teknologien vores ensomhed, siger han og fortsætter:
– Derfor kan man snakke om, at ensomheden er særligt problem fra årtusindskiftet og frem. Og det er der mange analyser, der bekræfter, siger han.
Opfandt Martin Luther ensomheden?
Selvom ensomheden først for alvor blev noget, vi snakkede om, da vi stuvede os sammen i storbyerne i takt med industrialiseringen, kræver den en ingrediens mere før den kan ramme os, forklarer Michael Böss.
– Man kan sige, at ensomheden er et biprodukt af individualismen. Hvis vi ikke betragter os selv som individer, der er ansvarlige for vores eget liv og udvikling, vil ensomhed ikke være skamfuldt. Vi tænker jo, at ensomme mennesker er dårlige til det sociale – og derfor savner selskab, siger han.
Op gennem det meste af historien har vi mennesker levet som flokdyr. Individet var mindre vigtigt end flokken, når vi levede i små grupper og samfund, hvor alle spillede en vigtig rolle.
Men i slutningen af middelalderen opstår nye ideer
Martin Luther var utilfreds med den katolske kirke og den pengemaskine, han mente det var, når folk købte afladsbreve for at bode for deres synder. I stedet mente han, at det kun var Gud, der kunne tilgive mennesket.
Han blev smidt ud af den katolske kirke og startede sin egen Lutherske kirke, hvor fokus var på det personlige forhold til Gud.
– Luther var andre ord med til, at man begyndte at sondre mellem mennesket og fællesskabet. Individet stod pludselig alene ansigt til ansigt med Gud, siger han og fortsætter:
– Senere kom pietismen, hvor man virkelig dyrkede ens eget personlige forhold til Gud. Det har helt sikkert haft en stor betydning for, at vi begyndte at gå mere op i vores egen udvikling og synderegister.
Gud er død
På trods af at vi efter Martin Luther stod mere alene med vores synder – i hvert fald i vores del af verden – havde vi stadig Gud at snakke med, når vi var alene.
Det skriver den britiske historiker Fay Bound Alberti i sin bog ‘A Biography of Loneliness’. Her skildrer hun ensomhedens historie.
Hun nævner, at irske munke eksempelvis isolerede sig i naturen. Men de var ikke ensomme. For det havde Gud og et større formål med deres isolation.
Og den forklaring giver god mening,
Mener Michael Böss
– Det er klart, at Gud har været en trøst, hvis man var alene. Men i takt med at flere og flere af os blev mindre religiøse, er ensomheden blevet større problem, siger han.
I 1883 udgav filosoffen Friedrich Nietzsche bogen Also sprach Zarathustra. Her erklærede han Gud for død – og at hans fravær efterlod et kæmpe tomrum hos os mennesker. Et tomrum der blandt andet kunne føre til ensomhed.
Skam afløser skyld
Selvom flere og flere danskere lider af ensomhed, er vi ikke særligt gode til at snakke om det. Det skyldes, at det er skamfuldt at være ensom i dag, forklarer Michael Böss.
– Fordi du selv skal skabe en identitet og skal lykkes, er det skamfuldt, når det ikke gør. Tidligere kunne jeg stole på, at andre holdt af mig i lokale fællesskaber, men i dag skal vi selv opsøge sociale fællesskaber. Når det mislykkedes, er det meget skamfuldt, siger han.
I det hele taget er den skyld eller synd, der var forbundet med kristendommen, blevet erstattet med skam.
– Skyld handler om, at man konkret har gjort noget forkert og skal sone det. Skam handler ikke om at du har gjort noget forkert, men om at du ikke føler, du kan leve op til de sociale krav, der bliver stillet, siger han og fortsætter:
– Derfor er der nok flere, der skammer sig her i corona-perioden, hvor en stor del af deres daglige sociale omgangskreds forsvinder, fordi de ikke må møde op til undervisning eller på arbejdet. Omvendt er det jo en mulighed for at komme endnu tættere på de få, man så ser alligevel.