Musik. Det universelle sprog, der gennem årtusinder har samlet mennesker på tværs af sprogbarrierer og generationskløfter.
Hvad end du lytter til tung metal eller mere er til jazz, har du helt sikkert prøvet at stå med gåsehud til en koncert og pludselig følt dig som en del af noget større. Eller har du?
Det har vores to læsere Maja og Bjarne i hvert fald ikke, for de kan slet ikke lide musik.
Men hvordan kan det dog være, at musik ikke rører dem, når det rører så mange andre? Det har de bedt Videnskab.dk om at undersøge.
Musikalsk anhedoni
For at finde et svar har vi forhørt os hos Peter Vuust fra Aarhus Universitet. Han er en af de førende danske forskere inden for samspillet mellem musik og hjernen.
Og han har måske fundet den rette diagnose til Maja og Bjarne.
»Der findes noget, som hedder musikalsk anhedoni. Det betyder, at man simpelthen ikke kan lide musik,«
Forklarer Peter Vuust.
For Peter Vuust selv kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan det må være ikke at kunne lide musik. Han er selv kontrabassist og skal spille hele 23 koncerter under jazzfestivalen, der bliver skudt i gang i Aarhus et par timer efter, at vi har talt med ham.
Men det betyder i princippet ikke, at der er garanti for, at Peter Vuust ikke selv lider af tilstanden. For folk med musikalsk anhedoni kan være svære at spotte.
»Folk med musikalsk anhedoni kan have fuldstændigt normale musikalske egenskaber. De behøver ikke at være tonedøve eller andet, og de hører ikke nødvendigvis melodier og rytmer på en anden måde,« siger Peter Vuust.
»Musik siger dem bare ikke noget,«
Fortsætter han
Instinktiv nydelse
Men hvorfor besidder nogle mennesker denne særlige apati over for musik?
Noelia Martínez Molina fra Helsinki Universitet er en af de førende forskere inden for musikalsk anhedoni.
Hun forklarer til Videnskab.dk, at det er nødvendigt med en dybere forståelse for, hvad der sker i hjernen, når vi oplever nydelse, hvis man vil forstå, hvad der ligger til grund for musikalsk anhedoni.
De mest grundlæggende former for nydelse hænger sammen med vores overlevelsesinstinkt, og her er det klassiske eksempel mad. LÆS OGSÅ: Musik er en kemisk ballet i hjernen
Når kroppen mangler mad, sendes et signal til hypothalamus i hjernen, hvilket indleder en sult-tilstand.
Og når vi er i denne tilstand, skærpes vores sanser, forklarer Noelia Martínez Molina.
Vi fokuserer ekstra meget på mad, og vores appetit stiger. Når vi så endelig får lov til at spise, forløses vi, og der udløses dopamin i hjernen som en form for belønning.
Samspillet mellem vores sanser og hjernens belønningssystem er altså afgørende for vores oplevelse af nydelse, forklarer Molina.
Gåsehuden udebliver
Nydelse af musik er mere abstrakt og er ikke en nydelse, der på samme måde som at spise mad er afgørende for vores overlevelse. Dog fungerer nydelsen af musik alligevel meget efter samme mønster.
Forløsningen af dopamin er her afhængig af den auditoriske hjernebark, som er den del af hjernen, der håndterer lyd.
»Vores forskning har vist, at der ikke er den samme interaktion mellem den del af hjernen, som behandler lyde, og hjernens belønningssystem hos folk med musikalsk anhedoni,« forklarer Noelia Martínez Molina.
Denne manglende forbindelse medfører, at folk, som ikke kan lide musik, har langt mindre aktivitet i hjernens belønningssystem, når de lytter til musik, og derved ikke opnår samme nydelse som så mange andre.
De hører det samme som alle andre, og de har ikke nødvendigvis en ringere forståelse for musikken. Men på grund af den manglende dopamin i hjernen udebliver den følelsesmæssige reaktion simpelthen, og det holder gåsehuden tilbage.
På nuværende tidspunkt ved man ikke, hvorfor musikalsk anhedoni opstår. Men Noelia Martínez Molina fortæller, at hun er i gang med at undersøge, hvorvidt det er genetisk betinget.
Uden for fællesskabet
Der eksisterer ikke nogen sammenhæng mellem musikalsk anhedoni og andre lidelser. Alligevel kan musikalsk anhedoni være problematisk for de cirka 3 til 5 procent af befolkningen, som lider af det.
Musik fylder utroligt meget i vores hverdag, og mange musikalske fællesaktiviteter, såsom sang, dans og koncerter, har en afgørende social egenskab.
Folk med musikalsk anhedoni vil ofte prøve at undgå sociale sammenkomster, hvor musik spiller en afgørende rolle.
Det kan føre til både diskrimination og udelukkelse fra sociale fællesskaber, hvilket ifølge Peter Vuust kan få afgørende konsekvenser for individet.
»Musik betyder utroligt meget i vores identitetsdannelse, særligt i teenageårene. Det er med til at danne vores personlighed og vores individualitet, og det er med til at afgøre, om vi hører til i den ene eller den anden gruppe,« forklarer han.
Lidelsen kan også skabe forvirring og fortvivlelse blandt dem, som lider af den. De føler sig misforståede, og det kan være svært at dele med andre.
»Jeg har talt med en, der led af det. Han holdt det for sig selv, da folk simpelthen ikke forstod det,« fortæller Peter Vuust.
Noelia Martínez Molina fortæller også om en case, som hun har talt med i forbindelse med sit studie, der efter at have spillet i et orkester i 13 år stadig ikke forstod, hvorfor folk nød at høre ham spille. En undren, som han ikke turde dele med sine kollegaer. Manden led af musikalsk anhedoni.