Gud er enten impotent eller ondsindet. Er dét en gud, der er værd at dyrke?
Sådan skrev studievært og historiker Adam Holm i en kronik i Politiken i 2013. Udtalelserne førte til, at Danmarks Radio gav Adam Holm en påtale. Sagen blev taget op af ombudsmanden, som gav Danmarks Radio en skarp kritik, fordi man havde pålagt Adam Holm censur i strid med Grundloven.
Men hvad lå der egentlig bag Adam Holms skarpe udtalelser?
Anledningen til hans kronik var, at en ung mand på 16 år i hans bekendtskabskreds var omkommet ved en færdselsulykke. Hvorfor skulle et ungt menneskes liv slutte nu og ikke først om 60 år? Det er meningsløst. Og så kommer Gud ind i billedet:
»Hvordan kan en gud, der kaldes god og mild, tillade en sådan eklatant uretfærdighed?«
Utallige mennesker anfægtes i deres tro på gud
Adam Holms reaktion er ikke enestående. Utallige mennesker, der kommer ud for lignende begivenheder, reagerer på samme måde. Enten anfægtes de i deres tro på Gud, eller de bekræftes i deres gudsfornægtelse. For hvordan kan en god og almægtig gud tillade, at den slags meningsløsheder sker? Det spørgsmål er vi langtfra de første til at stille.
Allerede den oldgræske filosof Epikur bliver tillagt det udsagn, at enten vil gud ophæve det onde, men kan ikke; eller han kan og vil ikke; eller han hverken kan eller vil; eller han både vil og kan, bare ikke lige nu. Lige meget hvilken kombination af muligheder, man vælger, kommer gud til at tage sig mærkelig ud.
Det problem, vi her taler om – hvordan kan en god gud tillade meningsløs lidelse i verden – har fået sit eget navn: teodicé-problemet. Navnet er dannet af de græske ord for gud, theos, og retfærdighed, dike. Hvordan Gud kan kaldes retfærdig, når man tager den meningsløse lidelse i verden i betragtning, er også emnet i fortællingen om Job, der er et af Bibelens, ja, verdenslitteraturens, hovedværker.
En uskyldig mand
Job var en from og retsindig mand. Han frygtede Gud og levede efter hans forskrifter, De Ti Bud. Hans liv var lykkeligt. Men Gud havde en søn ved navn Satan, som forsøgte at få Gud til at tvivle på Jobs fromhed.
Satan indgår et væddemål med Gud, om Job fastholder sin fromhed, selv om al hans rigdom og lykke tages fra ham. Job bliver altså sat på prøve. Og så rejser spørgsmålet sig: Hvorfor skal Job, den retfærdige og fromme, lide så mange ulykker?
Job begynder at tvivle på Guds godhed og retfærdighed. Men Job har venner. Og de prøver, en efter en, at overbevise ham om, at der ikke kan rokkes ved Guds retfærdighed. Der må være en grund til Jobs ulykker, og grunden kan kun være, at han ikke har været så retsindig endda.
Gud forsvarer ikke sin handling
Den forklaring vil Job ikke finde sig i. Han ved med sig selv, at han altid har gjort det rette. Og han anklager Gud. Det provokerer Gud til at tage til orde. Men Gud forsvarer ikke sin handling. Han giver ikke nogen forklaring. I stedet skildrer han den verden, han har skabt med alle de smukke, stærke dyr.
Job erkender, at han ikke kan måle sig med Gud. Han trækker sin anklage mod Gud tilbage med denne begrundelse: »Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har mit øje set dig«. Bogen om Job slutter så med en happy ending, idet Gud giver Job al hans rigdom og lykke tilbage.
Der er to ting i fortællingen om Job, der falder i øjnene. Job holder fast i, at han er retfærdig. Men Job erkender også, at han som menneske ikke er i øjenhøjde med Gud. Universets skaber kan ikke måles med menneskers målestok.
Den fødte optimist
Teodicé-problemet optog også filosoffer i 16-1700-tallet. Selve betegnelsen teodicé blev opfundet af den tyske filosof G.W. Leibniz. Han gør opmærksom på, at de ubehageligheder i tilværelsen, vi kalder onder, er meget forskellige.
Der er skader og lidelser, mennesker påfører hinanden; dem kalder han moralske onder. Så er der lidelser, som skyldes begivenheder uden menneskelig medvirken, for eksempel naturkatastrofer og sygdomme; dem kalder han fysiske onder.
Men så er der også ubehageligheder, som tilsyneladende er indbygget i selve naturens måde at fungere på, for eksempel udviklingen af misfostre hos mennesker og dyr; dem kalder han metafysiske onder. Metafysisk betyder netop de grundlæggende træk ved virkeligheden. At vi lever i rum og tid er for eksempel en metafysisk kendsgerning.
Verden kunne ikke være bedre
Leibniz’ helt grundlæggende mening om, hvordan verdens onder kan forenes med troen på en god Gud, er, at vi lever i den bedste af alle mulige verdener. For Leibniz er Gud først og fremmest det fuldkomne fornuftsvæsen. Så da han besluttede at skabe verden, startede han med at tænke sig alle de verdener, som overhovedet kan eksistere. Af dem udvalgte han den bedste, altså mest fuldkomne. Og det må jo være den verden, vi lever i!
Leibniz var altså optimist ved at hævde, at selv om verden og menneskelivet er fyldt af onder, så kunne verden ikke være bedre, end den er. Men hvad med de onder, mennesker påfører hinanden, kunne den almægtige Gud ikke forhindre dem?
Leibniz holder fast i den traditionelle forestilling om, at Gud forudser alt, hvad der sker, også menneskers handlinger. Men Leibniz forsøger også at få plads til menneskers frihed. Hans tanke er, at Gud tillader mennesker at bruge deres frihed til at gøre noget tilsyneladende ondt – tilsyneladende, fordi det onde i sidste ende opvejes af al den godhed, der også findes i verden.
Efter jordskælvet
Leibniz’ optimisme fik et alvorligt grundskud den 1. november 1755. Dagen er en kirkelig helligdag, allehelgensdag. Men den dag ramte et voldsomt jordskælv Portugals hovedstad, Lissabon. I alt regner man med, at op imod halvtreds tusind mennesker omkom ved katastrofen.
Tabet af så mange uskyldige menneskeliv på en kirkelig helligdag var svær at forene med forestillingen om, at en god gud havde skabt verden som den bedste af alle mulige. Begivenheden fik den franske oplysningsfilosof Voltaire til at latterliggøre Leibniz’ teodicé i romanen Candide eller optimismen fra 1759.
Candide er en ung mand, der bliver oplært i den leibnizske optimisme. Men han kastes ud på rejser rundt om i verden, hvor han konfronteres med alskens dårligdomme. Derfor lyder hans afsluttende replik: »Vi må dyrke vor have«.
Et par årtier senere fulgte den tyske filosof Immanuel Kant op på Voltaires kritik med den lille afhandling Om det mislykkede ved alle filosofiske forsøg på en teodicé fra 1791. Kant belyser sin opfattelse ud fra fortællingen om Job. Han hæfter sig ved, at Job fastholder sin egen retsindighed og ikke lader sig skræmme af den mægtige Gud til at underkaste sig.
For Kant er underkastelse og hykleri uforeneligt med kristendom. Stillet over for ondskaben og uretfærdigheden i verden er der ikke andet at gøre end at fastholde sin etiske pligt over for andre mennesker, altså koncentrere sig om, hvad man selv kan gøre.
Guds skjulte sider
I det 20. århundrede har spørgsmålet om ondskabens og lidelsens uundgåelighed fremkaldt nye opfattelser af Gud. For den danske teolog K.E. Løgstrup var forsøgene på at forsvare Guds retfærdighed på trods af ondskab og lidelse et udtryk for blasfemi. Det lyder mærkeligt, for umiddelbart skulle man tro det modsatte.
Men Løgstrup gør op med det gængse kristne forsvar for Gud: Gud er en god og kærlig skaber, så når mennesker udsættes for tilsyneladende tilfældige ulykker og lidelser, kan Gud ikke klandres for det. Det må være menneskers egen skyld.
Den forklaring holder ikke ifølge Løgstrup. Der var jo lidelser i verden, før der overhovedet var mennesker, som kunne gøre sig skyldige i noget som helst. Det er dyrene, Løgstrup her har i tankerne. Deres lidelse tæller lige så vel som menneskers.
Men det vil sige, at der er en lidelse, som ikke kan (bort)forklares som straf for menneskers synd. Hvorfor er den der så? Fordi skaberen har »koblet udfoldelse og nedbrydning sammen i sin skabning«. Det gælder ikke kun i dyreverdenen, men også i menneskers liv. Der findes smerte og lidelse, som ikke skyldes menneskers handlinger, men virkelighedens beskaffenhed.
Nogle spørgsmål får mennesker ikke svar på
Hvis kristne forsøger at bortforklare den kendsgerning for at ‘rense’ Gud, gør de efter Løgstrups mening det modsatte. De vurderer Gud ud fra den menneskelige morals målestokke for godt, ondt og retfærdigt. Men det er jo blasfemi, for det er at trække Gud ned på menneskers plan. Med Løgstrups ord: »Guds skabergerning overgår både vor intellektuelle og vor emotionelle fatteevne«.
Reformationsteologen Martin Luther var allerede i 1500-tallet nået frem til, at der er grænser for, hvor langt den menneskelige tanke kan trænge ind i Guds væsen. For Luther rejste spørgsmålene sig ud fra Guds almagt: Hvorfor undlod Gud at forhindre mennesker i at udøve ondskabsfulde gerninger? Hvorfor forhindrede han for eksempel ikke Judas i at forråde Jesus?
Den slags spørgsmål får mennesker ikke svar på, og derfor burde de lade være med at stille dem. De vedrører nemlig den skjulte Gud, de sider af Gud, som vi mennesker ikke kan vide noget om.
Mennesker skal ifølge Luther holde sig til, at Gud selv har givet sig til kende i sin søn Jesus Kristus. Han fremstiller Gud som en kærlig far, og det skal også de troende holde fast i. Men ud fra den kristne tro er Gud mere end skaber af denne verden. Han er også magten bag gudsriget, dvs. en fremtidig virkelighed, hvor lidelse og død er overvundet.
For både Luther og Løgstrup er kristendom ikke kun tro på skaberen, men også et fremtidshåb. Derfor ville de nok mene, at Adam Holms afsked med Gud er forhastet.