Jeg spørger, fordi
jeg sjældent har set min pige lege med andet end babyer eller dukkehuse i den gamle børnehave. ‘Vi har ingen dukker og ingen biler. Dette er en børnehave fri fra kønnet legetøj,’ lyder svaret.
Der skal siges, at det ikke sker et sted i Danmark, men i Malmø. I Sverige, som er verdenskendt for sine eksperimenter med køn. Alligevel troede jeg, at disse kun blev foretaget udvalgte steder i Stockholm, ikke i Skånes kommunale institutioner.
Livet i det kønsløse paradigme
Er en fremtid, vi ikke kan undgå i Sverige. Men jeg undrer mig stadig over, hvad sådan en ordning forbedrer? De fleste forkæmpere for ligestilling, jeg kender, vil fremhæve, at der intet galt er med legetøj som dukker og biler.
Problemet opstår først, når børn ikke få lov til at lege med disse legetøj på tværs af køn. Når de bliver påtvunget en interesse eller et opførselsmønster, bare fordi de har et bestemt køn.
Og for at synes dette – altså, at drenge gerne må vise interesse for rollespil og piger for køretøj – behøves man ikke være særlig progressiv eller radikal. Sådan har det vestlige syn på opdragelse været længe.
Selv i min sovjetiske barndom i slut 80erne var der aldrig noget i vejen for, at jeg tilsluttede mig drengenes krigsleg – eller med at drengene tilslutte sig vores far, mor og børn leg.
Jeg har et billede i hovedet
Af de mennesker, som finder på forbedringer som disse. Det er mennesker, som er overbeviste om at køn er en social konstruktion. Så som min lektor i kønsstudier på Lunds Universitet. Hun mente for eksempel, at vi først vil opnå ligestilling, når vi har kønsløse fængsler.
Jeg afbrød studiet, da sandheden umuligt kan findes hos mennesker, der er så løsrevet fra realiteterne. Mennesker, som så længe har fokuseret på ikke-binære individer, at de helt har tabt forståelsen for f.eks. virkeligheden i de kriminelle miljøer.
Som sagt tror jeg ikke på, at køn udelukkende er socialt bestemt. Når min datter finder et sæt børster eller skeer, eller andre neutrale objekter, sætter hun straks titler af ‘pappa’, ‘mamma’ og ‘baby’ på dem og leger familie.
Når jeg putter hende, og hun ikke vil sove, begynder hun at snakke om de lyde, man hører nede fra gården.
Her taler en ‘pappa’, her taler en ‘mamma’,
konstaterer hun.
Selv om ingen har lært min datter at adskille mandlige stemmer fra kvindelige, kan hun fejlfrit gøre det.
Og denne forskel har hun interesse for. Hun er bare en ganske almindelig pige, som interesserer sig for dukker og familie. Og det er helt ok. Ligesom det også ville være ok, hvis hun var mindre almindelig og interesserede sig for bulldozere og transformers.
Jeg gætter på, at børnehavens regel i virkeligheden skal skjule, hvor meget idéen om køn som social konstruktion fejler i den virkelige verden. For så længe dukker og biler ligger frit fremme i legestuen, vil man se de hadede kønsroller dukke frem.
Man vil se børn opdele sig i grupper efter interesser, hvor de fleste piger vil interessere sig for menneske relationer og de fleste drenge for ting, som er højere, stærkere, hurtigere.
Mens jeg tager afsted fra børnehaven
Beder børnene om at høre noget musik. Det må de gerne. Og der tændes for YouTube på en stor skærm. Børnene løber ind for at se musikvideoen. Der optræder en mand med en sang om begær.
Kvinden, han begærer, sidder på hug for ham og vifter med sin bagdel iført en g-streng. Manden gnider sig op ad damens fedtdepoter til sangens glade rytme.
Vores børn skal skånes for skadelige mor og far stereotyper, men det her må de gerne efterligne. Gud hjælpe de børn, der vokser op i denne forvirrede æra.