Normer og værdier fra omgivelserne
Jeg er vokset op i Danmarks ældste by, Ribe. Byen med de velbevarede bygninger. Som minder borgerne om en tid, hvor Danmark endnu ikke skulle forholde sig til spørgsmål om social kontrol, bønnekald, halal og haram.
Mine barndomsvenner i det vestjyske var stort set udelukkende etniske danskere. Jeg voksede op blandt drengevenner, hvor normen var, at deres søster også datede, ligesom de selv gjorde. Og at de kunne tale med deres forældre om sex, selv om det også kunne være akavet.
I vores rolige rækkehuskvarter gik både mødrene og fædrene på arbejde. Og betalte skat til det samfund, deres forfædre havde opbygget.
Det naturlige udfald deraf har været, at jeg har tilegnet mig normer og værdier fra mine omgivelser. Og selv om meget i min opvækst også kunne have fastholdt mig i et mellemøstligt tankesæt, har min omgangskreds i barndommen præget mig i langt højere grad.
Da jeg som teenager flyttede fra det rolige rækkehuskvarter i Ribe til en lejlighed på anden sal i en ghetto i Kolding med min familie. Blev min islamiske og arabiske identitet styrket. For pludselig havde størstedelen af mine venner også samme etnicitet og religiøse baggrund som jeg selv.
Men jeg var hverken ærlig eller tro mod mig selv. Det var en påtaget identitet
Jeg brød mig ikke om, at jeg, hver gang jeg skulle tage en beslutning, skulle overveje, om mine handlinger var halal og haram, Af frygt for, at alle andre i ghettoen ville tale dårligt om mig eller min familie.
Jeg brød mig ikke om, at min nye omgangskreds forventede, at jeg blandede mig i, hvem min søster måtte date, hvis hun ønskede det.
Læs også: Blev kaldt ‘perkeren, der er mere dansk end danskerne’
Jeg brød mig ikke om at gå i samlet flok med mine indvandrervenner i byen. Vel vidende hvilket truende signal vi sendte til alle andre omkring os.
Da jeg blev bevidst om, hvordan min kulturelle bagage forhindrede mig i at integrere mig. Tog jeg ansvar og undersøgte, hvor min selvopfattelse og mine værdier kom fra. Det var en af grundene til, at jeg forlod islam – ikke bare teologisk, men også identitetsmæssigt.
Assimilation er nødvendig
Integration er et spørgsmål om indstilling – og en forståelse af, at assimilation ikke nødvendigvis behøver at være negativt. Faktisk mener jeg, at en vis grad af assimilation er nødvendig for at opnå god integration. Medmindre man ikke bryder sig om den kultur, man skal assimilere sig ind i.
Når jeg taler om assimilation, taler jeg derfor også om at opgive noget. Men en opgivelse af noget for at indgå i noget større eller noget andet. Jeg assimilerer eksempelvis mig selv, når jeg konsekvent vælger at tale dansk med mine børn.
Vellykket integration og assimilation kræver først og fremmest, at den enkelte må gøre op med sig selv, om man overhovedet vil leve i Danmark, med de værdier der værnes om her.
Desværre oplever jeg, at for mange herboende indvandrere og efterkommere ser integration og assimilation som noget negativt. De værner om deres forældres kultur frem for den danske kultur.
Kan man værne om ligestilling mellem kønnene, når man samtidig lader sønnen gå i byen og date, mens datteren skal blive hjemme? Kan man værne om vores ytringsfrihed, når man samtidig mener, at islam er en ’no go’-zone for frit at ytre sig. Eller at tegne en profet? Det mener jeg ikke, man kan.
Jeg husker, da jeg for nogle år tilbage oprigtigt følte mig personligt angrebet, hver gang den offentlige debat handlede om indvandring. Selv om kritikken ikke var rettet mod mig personligt.
I et lille land som Danmark er nødt til at passe på sig selv
I dag forstår jeg, at man som et lille land som Danmark er nødt til at passe på sig selv. Og den indvandring, vi hidtil har haft, har åbenlyst bragt komplekse problemer med sig. Som på sigt, hvis vi ikke gør noget, kan være destabiliserende for et homogent, harmonisk og fredfyldt samfund som det danske.
Et alt for højt antal indvandrere, primært fra muslimske lande, hverken kan eller vil tilegne sig de danske normer og værdier. De føler sig stigmatiseret og udenfor – ligesom jeg selv gjorde, inden jeg forlod islam. Men følelsen af eksklusion skyldes ikke det danske samfund. Den skyldes de rigide regler i islam, der gør, at man ikke kan deltage i samfundet på lige fod med alle andre.
De muslimer, der trives bedst i Danmark, er i min optik også de muslimer, som har forstået at holde deres religion privat
Handler om værdier
Jeg ser klart og tydeligt, hvordan mange herboende indvandrere, som har boet her i over 20 år, stadig ikke ønsker at tage Danmark til sig. Som kæmper med en loyalitetskonflikt mellem Danmark og deres hjemland. Som vægter Koranen over Grundloven. Det er der også mange undersøgelser, der viser.
77 procent af muslimerne i en undersøgelse fra Jyllands-Posten og Wilke svarer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. 76 procent af indvandrere og efterkommere i Danmark mener ifølge Ytringsfrihedskommissionen, at det skal være ulovligt at kritisere islam. Det vidner om, at det ikke går lige så godt med integrationen, som mange på venstrefløjen ellers ønsker at fortælle.
Men andelen af muslimer, der mener disse ting, overrasker mig ikke. Det ligger implicit i den islamiske opdragelse, at profeten, Koranen og islam ikke må hånes, kritiseres, at de er perfekte.
Islam og integration kollidere med det frisind og den ytringsfrihed der er i Danmark
Når man vokser op med et muslimsk tankegods, vil det unægtelig kollidere med det frisind og den ytringsfrihed, vi har i Danmark.
Mange på venstrefløjen fremhæver, at det går fremad med integrationen. Fordi indvandrere med muslimsk baggrund taler sproget, klarer sig godt i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og alle de andre klassiske parametre, man i årtier har målt integration på.
Og selv om jeg forstår, at vi skal tale ting op og ikke ned. Så er det altså kontraproduktivt, når man ikke kalder en spade for en spade.
Når man udelukkende måler integration på de klassiske parametre. Bekræfter man indirekte, at det eksempelvis er i orden, når herboende muslimer ønsker at begrænse ytringsfriheden. Men det er ikke i orden. For vores frihedsrettigheder har vi kæmpet for at opnå.
Kun indvandrernes ansvar
Ansvaret for integration eller assimilation ligger ikke hos samfundet. Det er den enkelte indvandrer og efterkommer, der har ansvaret for det. Jeg tror ikke på, at man med politiske tiltag kan integrere nogen.
Unge Jesper har de samme tilbud og muligheder som unge Mohammed. Det kan sagtens være, at Mohammed har det svært – men det har mange etniske danskere fra den hvide underklasse også.
Da jeg forlod islam, forstod jeg, at min livsanskuelse havde forhindret mig i at finde fred i Danmark. men jeg forstod samtidig også, at den kunne være afgørende for, at jeg kunne finde freden i fremtiden
Siden har jeg oplevet, hvordan al den racisme, uretfærdighed og ulykke, jeg førhen så overalt, i virkeligheden ikke var så omfattende.
Læs også: Præstestyret i min baghave – jeg skammer mig
På samme måde hjalp det mig at slippe offerrollen og insistere på at være mig selv. Mine rødder kan jeg ikke ændre – de er, hvad de er. Men de værdier, jeg vælger at værne om, er et aktivt valg, jeg kan træffe.
Vil man være en del af samfundet, skal man agere som en del af samfundet. Det giver ikke mening at ændre det samfund, man lever i, til noget, som findes andre steder i verden. Hvorfor så ikke finde et andet land at leve i?
Mustafa Sayegh er selvstændig malermester og stifter af Foreningen Frafalden for eksmuslimer. Han siger at hans liv er blevet meget nemmere efter jeg forlod islam.
Måske det offentlige skulle ændre deres måde at håndterer integrationen på. Det ser i hvertfald ikke ud til at virke.