Vil klimaforandringerne gøre det af med menneskeheden?

Vi har 12 år

Påstanden om, at menneskeheden kun har lige over 10 år tilbage som følge af klimaforandringerne, er baseret på en misforståelse.

I 2018 advarede en temmelig svært tilgængelig rapport af FN’s Klimapanel IPCC om, at de globale CO₂-udledninger skal være halveret i 2030, hvis der stadig skal være en rimelig chance for at opfylde Paris-aftalens målsætning på 1,5 grader.

Hvad det i virkeligheden betyder er kort fortalt:

Vi har 12 år, før det bliver rigtig dyrt og svært at gøre noget ved klimaforandringerne.

Mennesker kan stadig leve i en verden med klimaforandringer – det vil blot kræve mere arbejde, og mange liv samt leveveje vil sandsynligvis være truede. Men det er kompliceret, for vi står over for mange problematikker på samme tid, og vi er mere afhængige af hinanden end nogensinde før.

Jeg hører en masse snak om menneskets udryddelse på mellem kort sigt, og om at min generation vil se menneskeheden uddø takket være klimaforandringerne. Hvor realistisk er disse forudsigelser? Er der håb for fremtiden?

Anonym, 18 år, London, Storbritannien.

Under stort pres

De fleste af os er afhængige af global transport, betaling og logistik for at få de nødvendige fødevarer. Det er alle ting, som kræver brændstof, elektricitet, transport og en masse andre ting for at fungere ordentligt.

Alle disse systemer er forbundet med hinanden, så hvis ét af dem bryder sammen, vil det formentlig sprede sig til de øvrige systemer og skabe mangel og konflikt.

Det er vanskeligt at beregne den eksakte risiko for, at det sker, fordi det ikke før er sket. Indtil for nylig var verden inddelt i separate regioner, der i stor udstrækning var uafhængige af hinanden.

Lægger pres på hele verden – overalt og på samme tid

Vi ved, at klimaforandringerne lægger pres på hele verden – overalt og på samme tid – hvilket betyder, at risikoen for, at systemerne bryder sammen, er endnu mere graverende.

Det er eksempelvis lettere for virksomhederne at takle cybersikkerhed og energiforsyning, når de ikke skal takle naturlige risikomomenter.

Det er ligeledes vanskeligt for myndighederne at opretholde infrastrukturen, hvis politikerne har travlt med at håndtere befolkningens reaktioner på fødevarepriser, flygtninge og økologiske kriser.

Modstandsdygtighed

Geoengineering kan muligvis hjælpe med at mindske klimaforandringernes konsekvenser ved for eksempel at reducere CO₂-niveauet eller pumpe reflekterende partikler ud i atmosfæren for at afbøje Solens stråler.

Men hvis katastrofen sker, og det stopper med at fungere, kan klimaforandringernes effekter hurtigt vende retur.

Det bedste, vi kan gøre, er, at gøre systemerne så modstandsdygtige som muligt – og det har vi rigelig mulighed for at gøre.

I praksis betyder det, at vi skal:

• Producere mere energi lokalt
• Have bedre backup-systemer
• Arbejde på at reducere klimaforandringerne
• I højere grad være villige til at betale mere for sikkerhed

Katastrofer og sygdomme

Hvilke andre trusler står menneskeheden overfor?

Selvom naturkatastrofer som jordskælv, tsunamier, vulkaner og orkaner kan have skrækkelige konsekvenser, udgør de en forholdsvis lille trussel mod menneskehedens overlevelse.

Katastrofer, der er store nok til at udrydde hele arter, er forholdsvis sjældne. Pattedyrarter overlever typisk i en million år, så risikoen er cirka 1 per 1.000.000 år.

Asteroidenedslag og supervulkaner finder sted, men de er så sjældne, at det ikke er noget, vi bør bekymre os om.

Alligevel vil vi gøre klogt i at forberede os på, at vi en dag risikerer at skulle forhindre et asteroidenedslag eller klare os uden landbruget i 10 år.

Pandemier er straks værre

Pandemier er straks værre, for eksempel den spanske syge, som var en voldsom influenzaepidemi, der hærgede hele verden fra 1918 til 1920 og menes at have dræbt i alt 50 millioner mennesker.

Nye influenzavira dukker op hele tiden, og vi kan forvente at opleve en voldsom pandemi mindst én gang hvert 100. år.

I det seneste århundrede har lægevidenskaben set store fremskridt, hvilket mindsker riskoen for sygdomme, men til gengæld rejser vi mere, hvilket øger riskoen for spredningen af sygdomme.

Det er næppe sandsynligt, at en naturlig pandemi vil udrydde menneskeheden, fordi der altid er nogle personer, som er immune, men en rigtig voldsom pandemi kan stadig ødelægge vores globale samfund.

Teknologiske angreb

Biologiske våben, som bruger bakterier, svampe eller vira mod personer eller landbruget er endnu et problem.

Heldigvis er det forholdsvist sjældent, at biologiske våben benyttes i krig.

Men udviklingen indenfor bioteknologien halser af sted med syvmileskridt, og i fremtiden vil det måske være muligt at fremstille biologiske våben, som er både langt farligere og billigere.

I takt med at teknologien bliver mere tilgængelig, stiger risikoen for , at den bliver brugt som et ‘doomsday device‘ af et ondt regime for at afværge, at de bliver væltet af andre stater.

På nuværende tidspunkt er der ikke den store risiko, men den kan sagtens blive større, hvis vi ikke finder en bedre måde hurtigt at afsløre patogener, holde et vågent øje med bioteknologien samt bruge diplomatiet til at opretholde gode forhold til verdens regeringer.

Atomvåben er nok den største fare

Atomvåben er nok den største fare for menneskeheden lige nu.

Mit personlige bud på risikoen for en atomkrig (som ikke nødvendigvis udsletter menneskeheden, men som stadig har frygtelige konsekvenser) ligger et mellem 1 procent 0,1 procent per år.

Denne risiko bliver større eller mindre afhængigt af spændingerne mellem de forskellige lande og kompentencen blandt de personer, der håndterer de tidlige varslingssystemer.

Ved Future of Humanity Institute ved University of Oxford arbejder vi meget med kunstig intelligens.

Lige som med bioteknologi er risikoen lige nu nærmest minimal, men den kan vokse med tiden, fordi kunstig intelligens bliver forbedret og smartere, og vi mener, det er bedre at være på den sikre side.

Vores verden er dyrebar

Udviklingen af redskaber, der sikrer, at kunstig intelligens ikke kommer til at udgøre en fare, og at den fungerer på en måde, der gavner menneskeheden, kan spare penge i det lange løb, og det er usandsynligt, at det forværrer tingenes tilstand.

Sandsynligheden for en kunstig intelligens-katastrofe er ret udefinerbar. Det afhænger af, hvor godt vi forbereder os.

Jeg kan ikke forudsige sandsynligheden for en verdensopspændende katastrofe; jeg kan kun gætte.

Men jeg tror, at risikoen for en katastrofe er stor nok til, at vi bør arbejde hårdt for at sikre, at verdens magthavere og kunstig intelligens ikke kommer til at udgøre en fare, at vi finder og bruger andre energikilder end fossile brændstoffer, iværksætter backup-systemer og planer, decentraliserer nøglesystemer og så videre.

Det er det hele værd – selv om risikoen er 1 procent: Vores verden er dyrebar, og den fremtid, vi sætter på spil, er ufattelig stor.

Anders Sandberg hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.