Faldt for reklame
Annika havde styr på sine ting. Hun havde en god økonomi og betalte altid sine regninger til tiden. Og i sit arbejde som kunderådgiver var hun lige så omhyggelig.
– Jeg har altid været forsigtig med penge og har aldrig fået en rykker i mit liv. Jeg har svært ved at forstå, at jeg takkede ja, da spilledjævlen bød mig op til dans. Den dans kostede mig 1,2 millioner kroner (850.000 danske kr., red) og næsten mit eget liv.
At jeg har en afhængigheds-personlighed, forstod jeg først langt senere, fortæller 53-årige Annika Happe fra Sverige, som er gift og har en søn fra et tidligere ægteskab.
For fire år siden var hun bekymret for sin søn, der havde det psykisk dårligt.
– Han fik ikke den hjælp, han havde brug for i psykiatrien, og jeg var desperat og følte mig magtesløs.
En dag så Annika en reklame på nettet for et spilfirma og fik lyst til at prøve. Hun havde brug for at få tankerne væk fra bekymringerne.
– Første gang satsede jeg 100 kroner,
Men følte på en måde, at det var forkert. En uge efter forsøgte jeg igen, denne gang 200 kroner. Det var lidt som at være i tivoli. Jeg satsede og vandt og begyndte at spille næsten hver dag.
Nu ved hun, at spilfirmaerne lader nye kunder vinde i begyndelsen. Da Annika havde vundet knap 5.000 kroner, begyndte hun at tabe, og så kørte karrusellen. Hun ville vinde det tilbage, hun havde tabt.
– Efter et par uger sad jeg fast. Det eneste, jeg tænkte på, var spil. Jeg lånte 20.000 kroner i banken, men de forsvandt hurtigt, så jeg tog et sms-lån med en rente på 500 procent. Sms-lånet på 6.000 kroner var spillet op på en halv time. Pengene rullede frem og tilbage med en vanvittig fart. Jeg har aldrig vundet en rigtig stor gevinst. Nogle gange vandt jeg op til 40.000 kroner, men tabte dem hurtig igen. Hver gang jeg tabte, troede jeg, at jeg spillede hos det forkerte firma, og et andet ville være bedre. Men det var det aldrig, siger hun.
Løj for min mand
– Du kunne også vinde gavekort, hvis du spillede nok. Jeg vandt ting til hjemmet, til computeren og makeup. Det var svært at forklare gevinsterne for min mand og min søn, men jeg blev meget opfindsom og løj.
Rudekuverterne landede i postkassen, og hun fik e-mails fra inkassofirmaer, som hun skjulte.
– Jeg var helt udmattet og sov dårligt. Det eneste, jeg tænkte på, var at spille. Jeg ville bare sidde for mig selv med min mobiltelefon og spille. Jeg gik tit på toilettet for at være i fred med mit spil, eller jeg ventede, til min mand sov, hvilket var svært, for jeg var selv dødtræt. Jeg spiste aldrig frokost for at få tid til at spille. Det var en evig og frygtelig hurtig dans med djævelen. Men jeg var en villig dansepartner og opgav aldrig, før pengene var brugt.
Hun havde stadig sit job, men havde svært ved at tænke klart. Når lønnen gik ind, skulle hun overføre penge til fælleskontoen. Men der var ingen penge, for hun havde spillet hele lønnen op og taget nye sms-lån for at dække tabet. Hun lånte altid penge de steder med høje renter, hvor de ikke tjekker hendes kreditværdighed.
– Min var i bund, selv om jeg tjente okay. Det føltes som om, jeg levede på lånt tid.
Græd af skam
I 2016 havde Annika en gæld på 1,2 millioner svenske kroner, men hun ville ikke erkende, at hun var ludoman.
– Inderst inde vidste jeg det godt, men jeg skubbede det væk. Jeg begyndte at indse, at jeg var nødt til at fortælle det til min mand. En morgen sagde jeg til ham, at vi har en milliongæld, fordi jeg har brugt pengene. Han var chokeret og ked af det. Både hans og min søns liv blev vendt op og ned. Jeg var bange for, at min mand ville forlade mig.
Annikas søn blev vred
– Det var forfærdeligt at skuffe mit barn så voldsomt. Vi har altid været tæt på hinanden, og havde jeg brudt al tillid.
Da hun havde erkendt sit misbrug, gik hun og hendes mand til kommunens budget- og gældsrådgivning og fik hjælp af Ludomaniforeningen.
– For første gang græd jeg af skam
Faldt i igen
I fire måneder afholdt hun sig fra at spille og fik gældsnedsættelse og en afdragsordning.
– Det var dejligt, men så vandt min mand 5.000 kroner på trav, og vi delte pengene. Jeg spillede dem op, og så kørte karrusellen igen.
Hun kom ikke til møderne i Ludomaniforeningen, så hun fortalte ingen om det.
Hendes søn lukkede hendes mobiltelefon, hun fik ikke lov til at have kontanter og bankkort, men hun fandt andre måder at skaffe penge på.
– Jeg troede ikke, jeg spillede for så meget, og jeg troede, jeg kunne stoppe igen. Min mand fik mine kontoudtog, men jeg åbnede bare nye konti. Jeg pantsatte min vielsesring og andre smykker, og jeg sagde, at jeg havde brug for medicin, så jeg fik et par hundrede fra min mand, som jeg selvfølgelig spillede for. Jeg var bange for at miste afdragsordningen, som jeg misholdt i to måneder, fortæller hun.
Annika kunne ikke se nogen vej ud.
Forsøgte selvmord
– Jeg ramte bunden. Jeg troede, den eneste løsning var at tage mit eget liv. Den 2. juli 2016 slugte jeg 200 piller og skyllede dem ned med vin. Heldigvis skrev jeg en besked til min søn, og han ringede til politiet, som bankede på døren.
Annika blev reddet, men hun frygtede, at hendes mand ikke kunne klare mere.
– Han sagde, at vi skulle se tiden an, for den Annika, som han var blevet forelsket i, var stadig derinde, og han elskede hende stadig. Han tilgav mig.
Spilfri ludoman
I dag holder Annika sig langt fra alle former for spil.
– Jeg betragter mig selv som en spilfri ludoman. Nu har jeg igen mine egne penge og kort, og jeg har ingen lyst til at spille.
Hver anden uge deltager hun i møder og hjælper også andre, der sidder fast i afhængigheden.
– Møderne er som en oase. Vi er en familie, der støtter hinanden mod djævlen.
Det tog kun otte måneder at spille alle pengene op
– Jeg har intet tilbage. Nogle gange tænker jeg på, hvad jeg kunne have købt for bare nogle af pengene. Men jeg kan ikke ændre fortiden. Det er forfærdeligt for alle, jeg har løjet for og trampet på, siger Annika og finder trøst i, at hendes oplevelser kan gøre en forskel for andre.
Det er det eneste, der får hendes spille-mareridt til at give mening.